Holdninger - A til Å - Broderpartiet

A

Astrologi

Stjernerne har stået dårligt i de seneste par år, hvilket har påvirket den danske økonomi. Broderpartiet vil arbejde for muligheden for implementeringen af yderligere stjernetegn, herunder Slangeholderen, Pingvinen og Broderen. Dette vil også hjælpe mod målet at få stjernerne til at stå korrekt, hvorfor Danmark hurtigst muligt bør foretage kontinentalsokkelundersøgelser for at kunne erklære R'lyeh for dansk territorium.

B

Broderpartiet

Trods navnet er Broderpartiet ikke et parti kun for mænd. Alle er velkomne i partiet uanset køn eller kønsidentitet, og der foretages ingen diskrimination. Broderpartiet har derudover som mærkesag, at vi skal behandle hinanden godt. Ikke ulig "feminisme", "æbleskiver", "Venstre" og "Social""demokraterne" har Broderpartiet og dets navn også en lang og stolt historie bag sig, som strækker sig over adskillige dage.

Broer

Vi går ind for at bygge broer - både konkret og i overført betydning. Og det er lang tid siden, vi rigtig har bygget broer i Danmark, og der sker ikke så meget på Femern Bælt-forbindelsen, som man kunne håbe på. Der skal derfor snarest muligt bygges en bro over Kattegat, evt. med pitstop på Samsø. Broderpartiet vil ikke diktere, om den offentlige transport over broen absolut skal bestå af magnettog. Derudover skal der bygges en hævet supermotorvej fra Lolland-Falster til København. Strækningen fra Nykøbing Falster til København skal kunne klares i bil på 60 minutter ved hjælp af en lille bro ved indgangen til Præstø Fjord og en noget større bro over Køge Bugt til Kalvebodbroerne.

C

Cthulhu

Broderpartiet er ikke en dødskult. Broderpartiet mener blot, at et moderne samfund har brug for en stærk leder, samt at kigge tilbage på nogle af de store gamle herrer og deres tankegods. Broderpartiet er ikke en dødskult. Ph'nglui mglw'nafh Cthulhu R'lyeh wgah'nagl fhtagn. Broderpartiet er ikke en dødskult.

D

Dyrepolitik

Broderpartiet er fan af nuttede dyr, men erkender modvilligt, at det ikke er nok kun at fokusere på bløde, vamsede, plyssede hyggedyr i en seriøs dyrepolitik. Desværre. Øv.

E

Energi

Vi er tilhængere af vedvarende energi. Vi forholder os til statistik, klima- og energi-forskere, men finder det dog nødvendigt at ophæve love inden for termodynamikken for at sikre en højere energiudnyttelse end hvad er muligt i dag. Folk, der i vildskab linker til tilfældige YouTube-videoer om thorium-reaktorer sanktioneres med at løbe i et stort hamsterhjul i otte timer, så samfundet i det mindste kan få noget fornuftigt ud af deres energi.

F

Folkeskolen

Folkeskolen lider under et alvorligt pres fra politikere og budgetmagere i kommunerne, hvortil vi risikerer at tabe en hel generation. Som det ser ud lige nu, er børnene vores fremtid. Vi ønsker at ændre på dette, så børnene i stedet for bliver vores fortid, gennem intensive skoleprojekter, hvor børn skal forsøge at bryde tid-rum-kontinuummet og leve deres fremtid i fortiden. Der vil indgå lasere.

Folketinget

Alle Folketingsmøder skal begynde med Folketingssalen badet i neonlys. Medlemmer af Folketinget skal entrere salen i slowmotion til tonerne af Glenn Freys You Belong to the City. Overtrædelse af dette medfører midlertidig ophævelse af stemmeretten den pågældende dag.

G

Genetik

Vi er bekymrede over udviklingen inden for GMO (genetisk modificerede organismer) i vores fødevarer, hvor der i disse år sker en stor udvikling, uden at borgerne bliver spurgt. Vi er slemt skuffede over de nuværende resultater og mener, at man snildt kunne hæve ambitionsniveauet, så vi kan få tomater og agurker, som selv kan vandre op på brødet, samt ost, som kan gå ud i skraldespanden, når den er blevet for gammel.

H

Hash

Der er en stigende tendens i samfundet til at bruge følelsesladet argumentation som at "det er en naturlig plante" og "der er sunde effekter", men bare fordi noget er naturligt, er det ikke nødvendigvis sundt. Giftsvampe og løver er også naturlige, men kan let være usunde for befolkningen. Broderpartiet siger derfor klart nej til rucola! Derimod er det fint at lovliggøre hash under regulerede og trygge forhold.

I

Internet

Lad os være realistiske om udviklingen. Børn kommer på nettet i en tidlig alder og ser vold og porno og alt muligt andet. I modsætning til i gamle dage, hvor forældre bestemte, at børn skulle se actionhelte skyde mennesker ned uden for retspolitikkens område, gav porno mulighed for at se elskov i trygge rammer. Fiktiv og urealistisk sex velsagtens, endskønt stadigvæk en noget sjovere fiktiv verden, end hvad Hollywood kunne levere. Nettet er her for at blive. Inklusive porno.

J

Justits

Hvor kunne det være skønt, såfremt justitsministre arbejdede for befolkningens justits. For dine og mine rettigheder - uanset hvor vi tilfældigvis befinder os. Masseanholdelser? Ikke i orden. Visitationszoner? Ikke i orden. Sesssionslogning? Ikke i orden. Automatisk nummerpladegenkendelse-register med langtids-opbevaring? Ikke i orden. Registrering og offentliggørelse af ministre, som går til møder med lobbyforeninger? Pænt meget i orden.

K

Kønspolitik

Det er partiets opfattelse, at der er stor forskel mellem mænd og kvinder: "kvinder" er næsten et dobbelt så langt ord som "mænd", og kun få af bogstaverne går igen. Vi anerkender ikke en sprogkultur, hvor de to ord er identiske.

L

Ligestilling

Der er som nævnt under Kønspolitik forskel på mænd og kvinder. Vi er dog ikke overbevist om, at det forklarer, hvorfor mænd tjener mere end kvinder på samme alder, målt ud fra medianen. Det kunne være tiltrængt med mere forskning samt at få konkretiseret noget ud fra den viden. Et eventuelt kvotesystem bør dog ikke være begrænset til køn, men kunne også inkludere en minimumskvote for antal pingviner i bestyrelsen, som i mange år har været voldsomt underrepræsenteret.

M

Miljøpolitik

Vi lytter til eksperter. Og ikke på den dér radikale ".. når det er belejligt"-måde eller Venstres ".. såfremt de er ansat af Bæredygtigt Landbrug"-måde. Broderpartiet kan pænt godt li' vandløb. Og træer. Og ren luft. Og søer (både de våde og dem på fire ben), som ikke er penicilin-søer. Før Broderpartiets lovforslag om terraforming bliver vedtaget, har vi kun denne planet at få det bedste ud af på. Men derefter kan vi give den max gas!

N

Netneutralitet

Nettet er en fundamental del af vores samfunds infrastruktur og er for vigtig til at lade virksomheder begrænse det på må og få. Det gælder også "gratis Facebook-adgang (men alt andet koster)"-lignende kampagner. Enhver virksomhed, som gribes i lignende handlinger, skal sanktioneres med at producere Internet-porno, som skal tilbydes omkostningsfrit til nettets brugere.

O

Ophavsret

Broderpartiet vil lette den nuværende yderst restriktive lovgivning inden for immaterielle rettigheder, som forhindrer borgere i at benytte anskaffede værker til rimelige formål. Den nuværende grænse, der sikrer ophavsret til 70 år efter en kunstners død skal fjernes helt og en "fair use"-ordning indføres. I samme omgang skal Nestlés rettigheder til isen Blip-Blop tvangsnationaliseres, så vi kan få isen tilbage som folkeeje.

Overvågning

Overvågning kan være kontroversielt, men det er en nødvendighed for befolkningens sikkerhed, og så længe, man ikke har noget at skjule, bør man heller ikke være bange for dette. Derfor bør politikere overvåges i døgndrift og registrerede oplysninger bør gemmes i en dårligt sikret database udarbejdet af CSC. Privatpersoner derimod har naturligvis deres privatliv at skjule og bør ikke udsættes for bred overvågning. For pokker, det er derfor, det hedder privatliv i første omgang!

P

Pingviner

Det er over 30 år siden, at knopsvanen blev kåret som Danmarks nationalfugl, og hvad har den gjort for os siden da? Intet. Ikke engang brækket armen på nogen voksne, som den ellers spreder rygter om. Det er derfor på tide med en ny nationalfugl, og her er pingvinen oplagt - ikke mindst i forbindelse med, at der oprettes naturreservater til pingviner. Hver region får derudover lov til at vælge en specifik pingvinart til at repræsentere deres region. Som konsekvens af dette betyder det også, at regionerne bevares.

Q

Quidditch

Valgmetoder som clearing-aftaler, som ellers sikrer, at folketingsmedlemmer kan være fraværende uden at alt ramler sammen, bliver ofte misforstået af befolkningen. Broderpartiet ønsker derfor, at man før jule- og sommerferien har Quidditch-turneringer, hvor de fraværende medlemmer afgør alle sager med et spil Quidditch. Christiansborg indrettes, så det er muligt at oprette en bane, som gør brug af hele området. For at gøre turneringen fair, spiller Brian Mikkelsen med handicap.

R

Retssikkerhed

I de seneste ti år har der været en lang række tiltag, som har forringet befolkningens retssikkerhed, blandt andet visitationszoner, ulovlige forebyggende anholdelser, administrative udvisninger, Internet-overvågning, hemmelige domstole, samt udgifter for virksomheder, selv om de vinder sager mod Skat. Enten rydder vi op i det, så borgerne reelt får retssikkerhed igen, eller også går vi all in, indfører tankepoliti, chipper samtlige borgere og erklærer krig mod Østasien (som vi altid har været i krig med).

S

Skolemad

Ingen svinekød-tvang i institutioner. Svinekød-trang er derimod tilladt og velset. Så længe, ingen forsøger at smugle rucola ind i vores i forvejen skrøbelige kultur.

Sport

Vi ser gerne sport som en væsentlig del af Danmarks store og frivillige foreningsliv. Men sport er ikke nyheder. Basta.

Sundhed

Vi anbefaler en omgang cornflakes med mælk. Og når man tænker på det, så er tortillachips blot overdimensionerede cornflakes, og ost er mælk, som tror på et liv efter døden, så … nachos!

T

Terror

Det vil vi helst gerne frabede os.

Terraforming

Vi er kun til stede på én planet. Det var også tilfældet under den forrige regering. Og regeringen før den. Det er rimelig uambitiøst, så Broderpartiet vil gerne kæmpe for at få terraformet flere planeter - noget, vi i parentes bemærket ikke har oplevet at nogen andre partiet har med i deres partiprogrammer. Vi har dog ikke besluttet os for, om vi skal holde os til ét biom per planet.

U

Undervisning

Store dele af vores undervisning i folkeskolen er stadigvæk baseret på gammeldags metoder med at terpe lektier, selv om der efterhånden er udviklet langt bedre metoder. Vi vil arbejde for en folkeskolereform, der trods navnet netop tilgodeser lærere og elever med større fleksibilitet i undervisningsmetoderne i stedet for at bygge en uddannelsespolitik baseret på Excel. Hvis det endelig skulle være, kunne man i det mindste bruge LibreOffice.

V

Vampyrer

I for lang tid har vampyrer måttet lægge øre til levende mennesker, som gladeligt fortæller vidt og bredt om, at "sådan er vampyrer ikke", bare fordi de for eksempel skinner lidt i solen. Broderpartiet favner bredt og anerkender fuldt ud, at ikke alle vampyrer er ens, og at der ikke kommer noget sundt ud af, at ikke-vampyrer prøver at lægge en norm for, hvordan vampyrer absolut skal være. Vi overvejer også at foretage et eftersyn på regler for stemmeret for udøde væsener.

W

Weekend

Vi er store tilhængere af weekends, så vi ønsker derfor at forlænge den med et enkelt døgn mellem søndag og mandag. Så kan man nyde sin søndag og stadigvæk være længe oppe. Eller bare vågne tidligt morgenen efter søndag og så konstatere med glæde, at det stadigvæk er weekend. Hvad navnet på den ekstra dag i weekenden skal hedde, vil vi forhandle med øvrige partier om, men vi foreslår "Løkkedag", sådan for lige at føle sig beriget en smule.

X

Xanthippe

Det er tydeligt, at debattonen på nettet er slem. Ikke mindst over for kvinder, der ofte blot i kraft af deres køn bliver kaldt for de værste gloser som fx "feminazi", "kælling" eller "so". Broderpartiet ønsker at gøre noget ved netdebatten, så få ikke blot tyranniserer resten og dermed ødelægger den sunde debat. Hvis man virkelig mener, det er nødvendigt at angribe en debatterende kvinde med baggrund i hendes køn, hvor useriøst det end er, vil vi kræve, at man bruger "xanthippe" som udtryk. Det giver i det mindste et kulturelt islæt på den grimme debat. Og kan man ikke stave til ordet, så har man ikke ret til at svine kvinder til.

Y

Ytringsfrihed

Lad os gøre det klart: Vi har ytringsfrihed. Ikke ytringspligt eller ytringstvang. Og som Grundloven nævner, er det under ansvar for domstolene. Det betyder naturligvis, at man ikke kan komme med trusler eller injurier. Grænsen mellem de personlige injurier og krænkelser er flydende. Fjerner vi "racismeparagraffens" § 266b (som dækker over mere end race), ville det ikke være klart, om det var problematisk fx at komme med de værste anklager om "Naser Khaders slags" (muslimer) eller "Simon Emil Ammitzbølls slags" (homoseksuelle). Til gengæld vil vi gerne understrege, at rucola ikke har nogen rettigheder, og man er mere end velkommen til at ytre sig om rucolas vederstyggeligheder.

Z

Zeugma

I en bekymringstid, hvor danskere dagligt går ned med affald og stress, er det relevant med en bredere samfundsopfattelse, hvor vi ikke stirrer os blinde på, at der kun er én måde at opfatte verden på. Her vil Broderpartiet både hitte på løsninger og i Folketinget, hvor vi ikke alene vil tjene befolkningen, men også kassen i samme omgang. På Christiansborg vil vi dermed træffe fornuftige valg og eventuelle terrorister.

Æ

Ædelgas

For nylig blev grundstof nummer 118 med det midlertidige navn ununoctium skabt i laboratorier for første gang. Grundstoffet tilhører grundstofserien ædelgas på linje med blandt andet helium, neon og xenon. Grundstoffet henfalder virkelig hurtigt, men fordi det hedder noget med "ædel", så er vi overbevist om, at det har magiske egenskaber, og vi ønsker derfor straks at støtte en industri af storproduktion af grundstoffet.

Ø

Økonomi

Broderpartiet vil basere sin makroøkonomiske politik for Danmark på den nykeynesianistiske økonomiske tankegang, kombineret med den traditionelle og gennemprøvede danske metode at ofre bronzesværd og konfiskerede smykker i udvalgte moser for at sikre en god høst.

Å

Åbenhed

Når alt er skrevet og sagt, så ændrer det ikke på, at man kan være enig eller uenig i alt i samfundet. Men forudsætningen er, at der er åbenhed og transparens - ellers er det ikke muligt at have et kvalificeret beslutningsgrundlag. Broderpartiet vil derfor arbejde for mere gennemsigtighed i partidonationer, sikre mere åbenhed over for pressen ved at ændre offentlighedslovens omstridte paragraffer, krav om at en højere andel af forskningsresultater bliver udgivet som open access-publikationer, at projekter udarbejdet for offentlige midler så vidt muligt bliver folkeeje (fx i forhold til ophavsret), samt adgang til rådata bag medicinalvirksomheders påstande.

Flere holdninger er på vej. Vi skal lige finde på dem.

Broderpartiet på Facebook Broderpartiet på Twitter